4,8 km lang ny cykelsti forbinder nu Bramming og St. Darum, og dermed opfyldes et stort lokalt ønske. Indvielsen sker den 29. juni i samarbejde mellem Darum Lokalråd, Bramming Lokalråd og Esbjerg Kommune.
De eksisterende cykelstier i St. Darum og Bramming kobles nu sammen af en ny dobbeltrettet cykelsti på næsten 5 km, som snor sig mellem de to byer. Udover etableringen af selve cykelstien er der flere steder etableret nye løsninger. Blandt andet er der anlagt en ny cykelstibro over Varde Hovedvej, cykelstien er ført under Tjæreborgvej på et repos og ved Nørrebyvej er der etableret en krydsningshelle, så skoleelever sikkert kan krydse Videkærvej for at benytte cykelstien. Anlægsarbejdet begyndte i september 2023, og trods udfordrende vejr er arbejdet blevet afsluttet til tiden.
Med indvielsen af den nye forbindelse går et stort lokalt ønske i opfyldelse. Videkærvej og Mulvadvej er begge strækninger, hvor bilister kører med høj hastighed og samtidig er der også en del færdsel med større landbrugsmaskiner. Den nye cykelsti skaber større sikkerhed og tryghed for cyklisterne, der tidligere har skullet færdes på kørebanen.
”Det har været en fornøjelse at se projektet skride frem og nu stå færdigt. Mange delelementer skulle gå op i en højere enhed for at cykelstien kunne stå færdig til sommerens ture. Cykelstien vil helt sikkert lokke flere cyklister til, fordi det både er nemt og sikkert at bruge ruten," siger Henning Ravn, formand for Plan & Byudviklingsudvalget.
”Hele Darum, men specielt skolebørnene – og deres forældre – er rigtig glade for, at man nu kan cykle trygt. Det gælder de store elever, der skal til Bramming, de mindre, der bor langs Videkærvej og som skal til Darum Børneby og når Darum Børnebys elever helt ned til 0. klasse cykler ud til Kratskellet. Stien vil også blive benyttet til at cykle på arbejde og til hyggeture. Den er ventet på med længsel, ” udtaler Helle Ertmann fra Darum Lokalråd.
Mikkel Rytter, formand for Bramming Lokalråd, supplerer Helle Ertmann: ”Det er glædeligt, at vi nu endelig når i mål med et mangeårigt ønske. Cykelstien kommer til at gøre det muligt for Darums og Brammings borgere at komme trafiksikkert på besøg hos hinanden, og muliggør også at borgerne lettere kan komme på oplevelse i lokalområdet”
Den nye cykelsti forbinder de to byer, og derfor sker indvielsen som en fælles fejring med deltagelse af Darum Lokalråd, Bramming Lokalråd og Esbjerg Kommune. Derfor er alle interesserede velkomne lørdag den 29. juni kl. 10.30 ved FDF Skovhytten, Videkærvej 12. Her vil udvalgsformand Henning Ravn holde tale, hvorefter deltagerne kan tage en tur på cykelstien. Fra kl. 11 serveres der pølser og sodavand, mens Darum Lokalråd byder på kaffe og kage til de sultne cyklister.
Den nye dobbeltrettede cykelsti er blevet etableret med tilskud fra den statslige Cykelpulje.