Fælles fernisering for nye street art værker i Esbjerg

Foto: Esbjerg Kommune.
dato

Lørdag den 22. juni kl. 13 er alle velkomne, når Esbjergs seneste street art værker fejres, mens der også er mulighed for at høre en artist talk. To steder i Jyllandsgade er permanente værker kommet til, mens midlertidige kunstværker pryder sommergågaden.

I løbet af den seneste uge er bybilledet i Esbjerg blevet forvandlet af street art kunstnere, som på tre placeringer har været i gang med at udsmykke byen. Bag projekterne står Esbjerg Byforum, Galleri GRISK, Områdefornyelsen Bymidte Vest og Kultur & Projekt.

Op af havet er en badende dreng dukket op på gavlen ved parkeringspladsen foran Jyllandsgade 21. Den anerkendte serbiske kunstner Wuper Kec står bag motivet. Værket trækker Vadehavet ind i gadebilledet på samme måde som havet er et gennemgående tema i Kongensgade.

Overfor Jyllandsgade 14D, hvor Esbjerg Bryghus holder til, udsmykker Peter Birk fra Galleri GRISK fem felter på den hvide mur. I Kongensgades vestligste del har Ratur fra Canada, Morik fra Armenien og Ruin fra Østrig skabt imponerende værker, som udstilles i gaden i de tre måneder, forsøget med sommergågaden varer.

Ved ferniseringen lørdag den 22. juni kan man høre mere om de nye værker på en guidet tur rundt til de nye værker. Turen slutter i Kongensgade, hvor der vil være en artist talk om street art, hvor man også kan tale med kunstnerne, som har udsmykket byen. Her kan man også se, hvad det lokale streetart miljø har at byde på. To unge, lokale street art kunstnere, Daniel Zukovíc Kostíc og Niklas Nielsen, har deltaget i en masterclass, hvor de malet egne værker med de professionelle kunstnere som sparringspartnere. Disse malerier bliver også en del af udstillingen i Kongensgade.

Projekterne har nydt godt af mange velvillige hjælpere, som på forskellige vis bidrager til realiseringen:

NEM Byg, A Place to Hotel, Scandic, Cabinn, Spar 2, Malerfirmaet Petersen og Hundebøl, Hulmose stilladser, Bjørnskov & Ehmsen, Kortegaards Planteskole og Entreprenør.

Program for ferniseringen: Street art og artist talk

Mødested: P-pladsen foran Jyllandsgade 21

Kl. 13.00
Velkomst og tale om alle gavlmalerierne i Jyllandsgade og Street Art Festivalen v/ Jakob Lose, formand for Kultur & Fritidsudvalget

Information om Wuper Kec’s gavlmaleri v/Peter Birk og Per Bank fra Galleri GRISK

Esbjerg Byforum byder på mousserende vin og kransekage

Kl. 13.45  
Gåtur til malerier i Jyllandsgade over for Esbjerg Bryghus

Information om gavlmalerierne v/ Peter Birk og evt. øvrige kunstnere

Kl. 14.15   
Gåtur til mini Street Art Festivalen i sommergågaden (den vestligste del af Kongensgade)

Kl. 14.30   
Artist talk om street art og herefter dialog med kunstnerne om værkerne

Kl. 15.30  
Stemningsfuld jazzmusik

(der kan købes mad og drikkevarer for egen regning hos Kim Anto)

Kl. 16.30     
Tak for i dag

Kilde: Esbjerg Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.