Politi advarer efter nærved-påkørsel: Leg ved tog kan have alvorlige konsekvenser

dato

Forældre opfordres til at tale med deres unge mennesker, så adfærden stoppes.

Syd- & Sønderjyllands Politi modtog fredag kl. 14.19 anmeldelse om, at der på Tjæreborg Station netop havde været en nærved-påkørsel.

Her blev en ung mand set under, hvad der forekom som en leg om at blive på skinnerne længst muligt, mens der kørte tog mod ham.

Det skete ved personovergangen mellem togene på Tjæreborg Station.

 

Syd- & Sønderjyllands Politi var på stedet efterfølgende, men traf under søgningen på stedet ingen personer med det givne signalement.

 

Politiet beder forældre til unge mennesker i området om at hjælpe til, at den adfærd stopper:

 

”Vi opfordrer til, at forældre tager en alvorssnak med deres unge mennesker. Det kan have meget alvorlige konsekvenser, hvis unge leger den type leg. Både for de lokoførere, som forsøger at bremse toget ned, og for de unge selv, hvis de bliver ramt af et tog. Vi ser på sagen med stor alvor og har brug for hjælp til, at den adfærd bliver stoppet omgående,” siger politikommissær Jesper Mørup, Syd- & Sønderjyllands Politi.

 

Det har ikke været muligt at identificere den unge mand, som opholdt sig på skinnerne.  

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi