Team Esbjerg fejres med guldfest på Torvet

Mandag den 3. juni kl. 17 kan hele Esbjerg igen fejre håndboldkvinderne fra Team Esbjerg på Torvet i Esbjerg. (Foto: Esbjerg Kommune)
dato

Der er lagt op til et brag af en fest, når Esbjerg hylder de nyslåede håndboldsmestre mandag den 3. juni kl. 17 på Torvet i Esbjerg.

Team Esbjergs håndboldkvinder har for andet år i træk sikret sig guldet som danske mestre. Også i pokalturneringen Santander Cup løb de af med sejren, og nu venter EHF Champions League i Budapest, før de succesrige spillere kan vende hjem med i alt to og måske hele tre pokaler. Det skal selvfølgelig fejres. Traditionen tro er hjembyen klar til at fejre håndboldspillerne med fest og farver og takke hele holdet for en fantastisk indsats. Det sker mandag den 3. juni 2024 kl. 17 på Torvet i Esbjerg.

- Efter en helt fantastisk sæson uden nederlag i ligaen er jeg sikker på, at mange gerne vil takke Team Esbjerg-spillerne for en suveræn indsats. Det bliver der rig mulighed for på Torvet i Esbjerg, hvor jeg glæder mig til at møde danmarksmestrene og fejre holdet, når de viser guldet frem”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen

Følg spillerne her
Så snart spillerne mandag er tilbage på dansk jord efter Champions League i Budapest, køres de i bus direkte til Esbjerg, hvor de fra kl. ca. 16.45 vil gå fra krydset Kongensgade/Stormgade og op gennem gågaden, ledsaget af klubbens trommeslagere.

Vel fremme på Torvet modtages holdet kl. ca. 17.00 på scenen, hvor både byens borgmester, formanden for Team Esbjerg og Team Esbjerg selv vil sige et par ord.

Med til at hylde de seje håndboldkvinder på Torvet er også sportskolleger fra EfB, Esbjerg Energy og Ribe-Esbjerg HH, som alle har haft en flot sæson. Alle er meget velkomne til at møde op og være med til at fejre holdet.

Reception for holdet
Efter den åbne fejring er Esbjerg Kommune vært ved en reception for holdet og inviterede gæster på Dronning Louise.

Kilde: Esbjerg Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.